|
For meget! |
|
Af Svend Lings Han var godt gal i skralden. Mandag morgen havde han haft et skænderi med konen, hun havde været helt urimelig! Det havde generet ham hele arbejdsdagen, og i bilen på vej hjem sad han og planlagde hvordan hun skulle få! Så havde han fået en fartbøde på 500 kr! Godt nok væltede det ikke hans budget, men alligevel. Her prøvede han i almindelighed på at overholde fartgrænserne selv om det kunne være svært især ude på hovedvejen hvor de hele tiden pressede på bagfra og overhalede i et væk. Og så havde politiet opstillet en fotofælde lige i udkanten af byen hvor vejen var bred og åben, og hvor der kun var hundrede meter til man måtte køre 80. "Køretøjets hastighed blev målt til 61 km/t...Højeste tilladte hastighed er 50 km/t". Med foto af ham bag rattet og det hele, som en anden forbryder. Faktisk troede han at hastighedsgrænsen var 60 det pågældende sted fordi forholdene ligesom var til det. Men nej-nej, han skulle knaldes. Dem ude på hovedvejen, de blev aldrig taget, dér var der ingen der fotograferede. Det var bare for meget! For meget? 50 km/t ser ikke ud af meget, og 60 gør vel egentlig heller ikke. Men det skyldes at vi er blevet "fartblinde", for man vænner sig let til høj hastighed i moderne biler. Kendsgerningerne er nemlig følgende: Når fodgængere påkøres med 30 km/t, overlever de fleste. Ved 40 km/t dræbes hver femte. Ved 50 km/t overlever kun godt halvdelen, og ved 60 de færreste. Se nedenstående figur. Sandsynlighed for død
Påkørselshastighed km/t Det kan simpelthen beregnes matematisk. Og sagt på en anden måde: Når påkørselshastigheden stiger fra 30 til 40 km/t, tredobles dødsrisikoen. Ved 50 km/t er den otte gange så stor som ved 30, og ved 60 er den seksten gange så stor! Sådan er det. Andre nøgne kendsgerninger er også værd at hæfte sig ved. At køre mod en fast genstand med bare 50 km/t svarer til at falde ud fra 4. sal. Med 80 km/t svarer det til et styrt fra 8. sals højde, og 110 km/t svarer til 15. Etage!
To biler kører samtidig, den ene med 40 km/t, den anden med 50. Hvis de bremser på én gang, vil der være stor forskel på hvornår de standser: Når den der kørte 40 holder stille, vil den der kørte 50 stadig have en hastighed på 38 km/t. I Danmark skulle man i gamle dage "køre efter forholdene". Da de almindelige hastighedsgrænser blev indført i 1973, dalede antallet af dræbte i trafikken med 366 på ét eneste år. I Gladsaxe er antallet af ulykker i et stort villakvarter dalet med hele 80% efter at man indførte en hastighedsgrænse på 40 km/t. Talrige videnskabelige undersøgelser har vist at der er sammenhæng mellem hastigheden og såvel trafikulykkernes hyppighed som deres alvor. Alligevel kan man høre fornuftige mennesker hævde at de ikke tror at det med hastigheden betyder så meget, at det afgørende er at man kører ordentligt (underforstået at folk selv er ude om det, og "det sker ikke for mig"). Alle mennesker laver fejl med jævne mellemrum, også de fornuftige. Og ingen er jo herre over andre bilister eller over de omgivende forhold. Desuden kan følelserne - dem er man som bekendt heller ikke herre over - løbe af med én, ligesom for manden i indledningen. Når man laver fejl, kan det gå galt. Det er farten der afgør følgerne. Hvordan kan det egentlig være at farten spiller så stor en rolle? I virkeligheden er det forholdsvis enkelt. Det afgørende er hvor stor kraft der overføres ved sammenstødet, og kraften afhænger af hastigheden. Kraften kan udtrykkes ved formlen K = v x h2 hvor K er kraften, v er bilens vægt, og h er hastigheden. Som det ses, indgår hastigheden i anden potens, hvilket er det springende punkt. Det betyder nemlig at hvis bilens hastighed fordobles, vil kraften ikke bare fordobles, men firedobles, og hvis hastigheden tredobles, vil kraften nidobles! Når to støder sammen, skal modpartens kraft lægges oveni. Pas godt på dig selv. Og på speedometeret. Helse Nr. 8 august 2002 |
|
Red. 15/8,02 |
| Liv og trafik forsiden |
(8)