|
Læren fra Brønshøj |
|
Ofte høres det synspunkt at der
ikke er dokumentation for at strenge straffe i almindelighed virker
kriminalitetsforebyggende. Men det er forkert på det trafikale område.
Adskillige undersøgelser har samstemmende vist at kontrol og straf
nedsætter antallet af trafikulykker.
Der er mange ejendommeligheder i straffeloven. Hvis man bevidst forsøger at tage livet af et andet menneske, straffes man strengt. Men hvis man dræber eller lemlæster en eller flere i leg eller tankeløshed, ses der på det med andre øjne. Hvorfor egentlig? Konsekvenserne er jo de samme, og muligheden for forebyggelse er til stede i begge tilfælde. Hvis man undlader at hjælpe et menneske i nød, kan man få helt op til to års fængsel, men drab i trafikken er hidtil straffet langt mildere. Politi og retsvæsen har altid taget underligt vattet på trafikforseelser. Hvis man vil slå nogen ihjel, skal man bare gøre det med bilen, som det siges. Den tredobbelte fartmorder fra Brønshøj blev for nylig idømt tre års fængsel, en historisk hård dom der signalerer at samfundet omsider er begyndt at tage hastighedskriminalitet alvorligt. Men i en leder "Kold jura" den 30. juni skriver Politiken "Når følelserne i Brønshøjsagen har lagt sig, og der bliver plads til eftertanke, vil det forhåbentlig gå op for offentligheden, at strafudmålingen er dybt betænkelig … uden mening, når det sker på basis af en lov, som Folketinget har vedtaget at ændre. For hvad er hensigten med at sætte nye straffenormer i en af de sidste sager efter den forkastede lov?" For det første afspejler dommen befolkningens holdning i langt højere grad end den tidligere praksis gjorde. For det andet er der omsider ved at ske et rationelt begrundet skred i udmålingen af straffe for hastighedskriminalitet, og man bør ikke sætte udviklingen i stå på grundlag af juridiske betragtninger over "myndighedsovergreb" og "lighed for loven" sammenlignet med gamle dage, som lederskribenten synes at mene. Talrige videnskabelige undersøgelser har vist at hyppigheden af trafikulykker stiger med hastigheden. Det er et fysisk faktum at hastigheden også er afgørende for den kraft der overføres ved kollision og dermed for ulykkens sværhedsgrad. Videnskabelige undersøgelser har vist at hastighedsgrænser, kontrol og straf i forening virker effektivt ulykkesforebyggende. Hvornår bringes det danske retsvæsen i overensstemmelse med de fysiske love, med hensynet til forebyggelsen og med befolkningens retsfølelse? Denne dom vil utvivlsomt have forebyggende virkning og spare både liv og lemlæstelse. Det husker Højesteret forhåbentlig, når straffen i Brønshøjsagen kommer for. Svend Lings og Christen Thomsen Bragt i Politiken 8/7,05 |
|
Red. 20/7,05 |
| Liv og trafik forsiden |