Udskriv siden

130 km/t er hverken sundt eller fornuftigt!

Det er som om de politikere, der for øjeblikket har magten, ikke kan nås med fornuftsmæssige argumenter.

Formanden for Færdselssikkerhedskommissionen, Karsten Nonbo, har til Politiken den 28.3.03 udtalt: "Jeg vil tro, at hastighedsgrænsen bliver 130 km/t på cirka halvdelen af motorvejsstrækningerne i Danmark. Det er simpelthen sund fornuft." Han taler mod bedre vidende. Jeg har nemlig personlig den 25.11.2002 orienteret ham om bl.a. følgende:

Talrige videnskabelige undersøgelser har dokumenteret at hastigheden er afgørende ikke bare for ulykkernes hyppighed, men også for deres sværhedsgrad.

Det kan statistisk vises at for hver gang hastigheden stiger med 10 %, stiger dødsrisikoen med 46%.

I Gladsaxe er antallet af ulykker i et stort villakvarter dalet med hele 80% efter at man indførte en hastighedsgrænse på 40 km/t.

Tidligere skulle man i Danmark "køre efter forholdene". Der dræbtes 11-1200 i trafikken om året. Da generelle hastighedsgrænser blev indført i 1973, dalede antallet af dræbte på ét eneste år til 7-800. Siden er tallet dalet yderligere selv om trafikmængden er steget dramatisk.

Det er flere gange blevet hævdet at ulykkeshyppigheden i Tyskland er mindre end i Danmark selv om der er fri hastighed på en del motorveje. Påstanden er forkert. Ifølge tal for år 2000 fra OECD/IRTAD er risikoen for død på de tyske motorveje mere end 50 % højere end her, nemlig 4,5 per milliard køretøjskilometer mod Danmarks 2,9.

Den fysiske forklaring er at kraftudvekslingen i kollisionsøjeblikket stiger eksponentielt med hastigheden (jvf. formlen K = ½v x h2 hvor K er kraften, v er bilens vægt, og h er hastigheden). Som det ses, indgår hastigheden i anden potens, hvilket er det springende punkt. Det betyder nemlig at hvis bilens hastighed fordobles, vil kraften ikke bare fordobles, men firedobles, og hvis hastigheden tredobles, vil kraften nidobles!

Hvis Karsten Nonbo skal være formand for noget, er han altså fejlplaceret i en kommission der arbejder for færdselssikkerhed. Flyt ham til folkekirkeområdet og lad ham varetage bedemændenes interesser.

Pressemeddelelse, Foreningen LIV OG TRAFIK

Svend Lings, formand

Bøjdenvej 30, 5772 Kværndrup

Tlf. 65 41 18 05/66 11 00 69 e-mail: s.lings@ouh.fyns-amt.dk

Red. 1/4,03

Liv og trafik forsiden